Har du, hvad der skal til?
Lad det være sagt med det samme: At være freelancekonsulent er ikke for alle. Forudsætningen er først og fremmest en erfaringsbase og et kompetencesæt, der er efterspurgt i markedet. Derudover har springet fra fastansat til freelancer også betydning på både den professionelle og private front.
Professionelt skal du trives under et stort forventningspres, og du skal være i stand til at lande i en organisation og levere fra første dag. Du skal have en tung faglig ballast, være modstandsdygtig og turde stå på mål for det, du laver.
Personligt skal du trives med den større risiko, der er forbundet med freelancearbejde, og du skal være parat til at indtage en mere udsat rolle, end du har som fastansat. Freelancekonsulenter er sjældent tryghedsnarkomaner.
Kan du leve med det pres og den usikkerhed, der er forbundet med at være freelancekonsulent, har du muligheden for at skabe en karriere, hvor du får spændende udfordringer og økonomisk gevinst.
Hvad er du god til?
Vejen til at blive en god freelancekonsulent begynder hos dig selv. Hvad er du god til? Eller måske mere vigtigt: Hvad er du ikke god til? Det kan lyde som simple spørgsmål at besvare, men selvindsigt er en svær disciplin for mange.
Start med at erkende du ikke er ekspert i alt. Som konsulent bliver du hyret på din specialistviden, derfor er det vigtigt, at du knivskarpt får defineret, hvor du er ekspert.
Set fra kundens perspektiv har eksterne konsulenter ingen læringskurve, og det er et krav, at du leverer på højt niveau fra første dag. Kunden forventer, at du er specialist indenfor et domæne, og stemmer kundens forventninger overens med dine evner, har du gode forudsætninger for at blive en succes.
Find en professionel sparringspartner, der tør udfordre dit syn på dig selv, og som kan stille de rigtige spørgsmål. Gerne en person, som ved hvad det kræver at være konsulent, og som er vant til at uddrage og fremhæve spidskompetencer.
Det kan bane vejen for, at du bliver mere bevidst om, hvad dine forcer er. Selvbevidsthed er en kæmpe fordel i forhold til at blive matchet med opgaver, hvor du lykkes.
Lær at formidle hvad du kan
Når du ved, hvad du er god til, kan du også formidle det. Skab et tydeligt mønster når du formidler, hvad du kan.
Dine ekspertkompetencer skal fremstilles som en objektiv sandhed. Det vil sige, der skal være en tydelig sammenhæng, mellem de ting, du er ekspert i, og de ting du har arbejdet med tidligere. Det gælder både, når du skal præsentere dig selv mundtligt og skriftligt.
Sæt dig i modtagerens sted og overvej, hvem du kommunikerer med. Det er dit ansvar at modtageren forstår, hvad du kan. Det gælder både når du taler med kunden, men også med konsulenthuse, sourcing- og rekrutteringsspecialister og andre i dit netværk.
Husk på, at de folk du møder på vejen mod en opgave ikke altid har samme faglige indsigt som dig.
Jo bedre du er til at formidle, hvad du er god til, jo større chance har du for at få succes.
Du undgår at blive matchet med forkerte opgaver, men du sikrer også, at kunden har realistiske forventninger til dine evner.
Bliver du sat på en opgave, hvor kundens indtryk ikke stemmer med dine kompetencer, risikerer du i kundens øjne at fejle og blive stemplet som inkompetent. Dårlig omtale rygtes, også selvom den ikke er berettiget.