Et skridt tættere på at realisere emagines vision
Den førende leverandør af forretnings- og IT-konsulentydelser, emagine, der tidligere var kendt som ProData Consult, fortsætter rækken af opkøb og går nu sammen med den dansk etablerede rådgivningsvirksomhed, Peak Consulting Group.
Opkøbet er et afgørende, strategisk skridt i at realisere emagines ambition om at blive europæisk markedsleder inden for forretnings- og it-konsulentydelser.
– Peak Consulting Group har i kraft af en skarp forretningsmodel og erfarne konsulenter skabt en stærk position i et marked med stor efterspørgsel på rådgivning og konsulentydelser i forbindelse med gennemførelse af forretningskritiske it-projekter og strategiske initiativer, siger Anders Gratte, CEO i emagine.
– For os er det et perfekt match. Vi ligner på mange måder hinanden og deler samme ambitioner om at inspirere, skabe løsninger og strategiske resultater sammen med vores kunder.
Samtidig får vi med tilføjelsen af Peak Consulting Groups medarbejdere en bredere vifte af kompetencer og ydelser inden for strategi, rådgivning, ledelse og kompetenceudvikling til rådighed. Det glæder vi os til at bringe i spil overfor vores nuværende kundekreds, tilføjer Anders Gratte.